Busturen til og fra Jersie
I Børnehuset Sydstjernen er busturen til og fra Jersie en vigtig del af vores pædagogiske praksis.
Vi bruger busturen som et rum for nærvær, fordybelse og fællesskab. Børnene har mulighed for at dyrke deres venskaber, tale sammen, lave legeaftaler med deres sidemakker og dele oplevelser fra deres hverdag.
Vi har særligt fokus på fællesskab og sprog. Vi synger sange, taler sammen og lytter til musik, der passer til årstiden eller aktuelle temaer. På den måde bliver busturen også en del af vores pædagogiske arbejde med børnenes relationer, sprog og fællesskaber.
Aflevering om morgenen
Seneste aflevering i hjemmebasen er kl. 8.00
Efter kl. 8.00 foregår aflevering ved bussen.
Seneste aflevering ved bussen er kl. 8.25.
Bussen kører fra Borgbjergvej mod Jersie kl. 8.30.
Af sikkerhedsmæssige årsager lukkes busdørene kl. 8.28, når alle sikkerhedsprocedurer er gennemført, og børnene er spændt fast. Derfor modtager vi ikke børn ved bussen efter kl. 8.28.
Hvis I kommer efter dette tidspunkt, foregår afleveringen i udflytteren fra kl. 9.00.
Udflytteren:
Yderholmvej 25 D
2680 Solrød Strand
Det er ikke muligt at aflevere i udflytteren, før børn og personale er ankommet med bussen og er kommet på plads.
Afhentning om eftermiddagen
Bussen kører fra udflytteren kl. 14.40 og ankommer til Borgbjergvej omkring kl. 15.15.
Der kan være forsinkelser på grund af trafik eller andre uforudsete forhold.
Hvis I henter jeres barn i udflytteren, skal det ske senest kl. 14.15, så vi har mulighed for at gennemføre vores sikkerhedsprocedurer og gøre alle børn klar til hjemturen.
Når bussen ankommer til Borgbjergvej, kan børnene hentes ved bussen eller efter behov inde i hjemmebasen.
Sikkerhed omkring busturen
Vi har faste procedurer før, under og efter busturen. De skal sikre, at vi altid har overblik over alle børn og kan skabe en tryg og sikker transport.
Når vi går fra hjemmebasen til bussen
En voksen går forrest som frontvagt og har overblik over, at hele gruppen kan følge med.
En anden voksen går bagerst som bagtrop og har fokus på, at ingen børn falder bagud eller bevæger sig væk fra gruppen.
Ved bussen sikrer de voksne, at børnene kommer sikkert ind i bussen.
En voksen står ved fordøren og tjekker børnene ind.
De øvrige voksne er i bussen og hjælper børnene på plads og sikrer, at alle får sele på.
Når alle børn er kommet ind, går de voksne, der har stået ved indtjekningen, ind i bussen.
Herefter tæller to voksne uafhængigt af hinanden børnene og kontrollerer, at alle har sele på. Antallet sammenholdes med antallet af indtjekkede børn.
Først når alle sikkerhedsprocedurer er gennemført, kører bussen.
Under busturen
Medarbejderne sidder så vidt muligt på et sæde med sele på.
De voksne fordeler sig strategisk i bussen, så børnene har adgang til nærværende og tilgængelige voksne under hele turen.
Når vi ankommer til udflytteren
Børnene må først tage selen af, når bussen er standset og motoren er slukket.
En voksen står ved busdøren, og en anden voksen står ved lågen og sikrer, at det rigtige antal børn kommer ind på området.
Børnene følges ud af bussen og videre til garderoberne, hvor de voksne hjælper dem på plads.
Samtidig sørger en voksen for at gennemgå bussen og kontrollere, at vi ikke har glemt fx huer, bamser eller andre personlige ting.
Når vi kører fra udflytteren
Hver gruppe går samlet ud til bussen.
En voksen står ved busdøren, en voksen lukker huset af, og de øvrige voksne hjælper børnene på plads i bussen.
Inden afgang tæller to voksne uafhængigt af hinanden børnene og kontrollerer, at alle har sele på. Antallet sammenholdes med antallet af indtjekkede børn.
Først når alle sikkerhedsprocedurer er gennemført, må bussen køre.
Når vi ankommer til hjemmebasen
Ved ankomst tælles børnene igen, og antallet sammenholdes med de indtjekkede børn.
Når børnene går fra bussen til hjemmebasen, går én voksen forrest og én voksen fungerer som bagtrop.
På den måde har vi hele tiden overblik over gruppen og sikrer, at alle børn kommer trygt fra bussen og ind i hjemmebasen.
Forældrenes rolle ved bussen
Når I afleverer eller henter jeres barn ved bussen, er det vigtigt, at vi sammen skaber gode og sikre forhold omkring bussen.
Vi beder jer derfor om:
At holde god plads omkring bussens dør og på fortovet.
Ikke at aflevere jeres barn, mens børnene er på vej til eller fra hjemmebasen eller er ved at gå ombord i bussen.
At vente med at gå hen til døren, til I er klar til at aflevere eller hente.
Ved afhentning må I gerne trække lidt til siden, når I har modtaget jeres barn, så bussens dør holdes fri.
Beskeder til personalet
Når vi står ved bussen, har vi fuldt fokus på børnenes sikkerhed og vores faste sikkerhedsprocedurer.
Derfor har vi desværre ikke mulighed for at tage imod længere beskeder eller have dialog med jer ved bussen.
Hvis I har en besked til personalet, opfordrer vi jer til at skrive via Aula.
Om eftermiddagen er I også meget velkomne til at gå med ind i hjemmebasen, hvor der er bedre mulighed for dialog.
Tak for jeres samarbejde
De faste procedurer omkring bussen er med til at skabe en tryg og sikker hverdag for børnene.
Samtidig er busturen et vigtigt pædagogisk rum, hvor vi skaber plads til nærvær, sprog, venskaber, fællesskab og fordybelse.
Tak fordi I hjælper os med at passe godt på børnene og understøtte en god og tryg overgang mellem hjemmet, bussen, udflytteren og hjemmebasen.